Søvnløshed stiger blandt unge i Norden – undtagen i Norge
Folkesundhed, Velfærdspolitik
12 nov 2019
I Finland, Danmark, Sverige og Island har omtrent en ud af fem unge søvnproblemer, og andelen af unge med søvnproblemer ser ud til at stige. Undtagelsen er Norge, hvor færre udtaler, at de har problemer med at sove. Risikoen for søvnproblemer er større hos piger end hos drenge. Det viser et studie, som er offentliggjort i det seneste nummer af vores videnskabelige tidsskrift Nordisk välfärdsforskning – Nordic Welfare Research.
Med søvnproblemer menes i dette studie søvnbesvær mere end en gang om ugen. Forskerne mener, at andelen af unge med søvnproblemer faktisk kan være højere, fordi dem, der besvarer spørgsmål om søvnløshed, har en tendens til at undervurdere deres problemer.
– Det er bekymrende, at søvnproblemer blandt unge synes at stige i de fleste nordiske lande, når man ser på forholdet mellem søvnproblemer og hjernens udvikling. Søvn er en vigtig faktor for unges psykiske og fysiske helbred, konstaterer Charli Eriksson, en af forskerne og professor emeritus ved Stockholms universitet.
– Da det er muligt at gribe ind over for søvnløshed med forskellige metoder, har forældre, skoler, beslutningstagere og sundhedspersonale stadige store muligheder for at skride til handling. Det handler blandt andet om at støtte unge mennesker til at skabe fred og ro omkring sig, når de skal i seng. Der skal ikke være nogen former for teknologi i nærheden, og mobiltelefonen har været slukket i lang tid. Negative tanker bør undgås. Alkohol og stoffer kan påvirke søvnkvaliteten negativt. Det er lettere at falde i søvn, når man er træt i kroppen. Der findes særlige programmer, men det er nødvendigt at fortsætte sådanne bestræbelser for, at de skal have forebyggende virkninger. Måske skulle søvn være inkluderet i skolens pensum, siger Charli Eriksson.
I fortsatte studier analyserer forskerne faktorer, som kan påvirke udviklingen af søvnproblemer blandt skolebørn i Norden.
– Der er meget, der tyder på at for lang skærmtid og et lavt fysisk aktivitetsniveau blandt de unge er medvirkende årsager til søvnproblemer. Mødetiden i skolen kan også påvirke søvnvanerne. Det kan også påvirke søvnen at vende op og ned på døgnet hver weekend. En udskudt start på skoledagen har været diskuteret, men spørgsmålet er, hvad det ville betyde at sove længe i det lange løb, understreger Charli Eriksson.
Undersøgelsen er baseret på Skolebørnsundersøgelsen, som er et FN-samarbejde, Health Behaviour in School-aged Children (HBSC), der er blevet gennemført i årene 2002-2014. HBSC er et enestående internationalt forskningssamarbejde om 11-, 13- og 15-åriges sundhed, trivsel, helbredsproblemer og sociale miljøer, og undersøgelsen gennemføres cirka hvert 4. år.
Positiv mental sundhed hos skolebørn
Temaet for det nye nummer af tidsskriftet Nordisk välfärdsforskning – Nordic Welfare Research – er positiv mental sundhed hos børn i Norden, og der fremhæver vi også følgende:
- Forekomsten af høj livstilfredshed blandt de unge er faldet i de fleste nordiske lande.
- Stadig flere unge siger, at det er let at tale med deres mor eller far eller begge. Udviklingen har været særlig positiv, når det handler om at kommunikere med fædre.
- Unge på Island og i Finland oplever oftere end andre unge nordboere, at skolearbejdet er stressende.
Tidsskriftet kan læses gratis online:
Nordisk välfärdsforskning – Nordic Welfare Research 2/2019
Relaterede nyheder
Børn & unge
8 jul 2024