Integrering på arbejdsmarkedet af voksne, der behandles for afhængighed eller misbrug – en nordisk indsigt
Folkesundhed
Voksne med afhængighedsproblemer og misbrug af for eksempel alkohol og stoffer, lider også ofte af fysiske, psykiske og sociale problemer, og kan i nogle tilfælde være meget langt fra arbejdsmarkedet, selv om de ikke er uarbejdsdygtige.
Voksne med afhængighedsproblemer og misbrug har brug for individuelt tilpasset støtte, til at hjælpe dem ud af deres afhængighed og misbrug, styrke deres potentiale og finde deres plads i samfundet. Denne gruppe af mennesker udgør en ressource for samfundet og bør derfor integreres på arbejdsmarkedet på den bedst mulige måde, og ved hjælp af de rette indsatser. Dette kan omfatte forskellige typer af rehabilitering, interventioner fra de sociale myndigheder og den rette matchning mod arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt med samarbejde mellem de rette myndigheder og instanser for at sikre, at indsatserne koordineres og får den bedst mulige effekt.
De nordiske lande arbejder på forskellige måder for at integrere voksne med afhængighedsproblemer og misbrug på arbejdsmarkedet. Formålet med dette projekt er at udveksle nordiske erfaringer og få indsigt i, hvordan personer, der behandles for afhængighedsproblemer og misbrug, integreres på arbejdsmarkederne i Norden. Projektets formål er desuden at identificere om der findes særligt vellykkede metoder og interventioner på området i de nordiske lande, som kan forbedre situationen for denne gruppe af mennesker.
Resultater og tidsplan
Projektet skal levere en rapport, som bygger på to dele – en baggrundsbeskrivelse fra hvert nordisk land og en analyse med udgangspunkt i baggrundsbeskrivelserne. Til dette arbejde samarbejder Nordens Velfærdscenter med Oslo Metropolitan University (OsloMet) og andre forskere/eksperter fra de nordiske lande.
Baggrundsbeskrivelserne skrives af forskere/eksperter fra de nordiske lande, og vil blandt andet have fokus på hvordan arbejdsmarkedsindsatserne for personer med afhængighedsproblemer og misbrug er organiseret i de respektive nordiske lande. Derudover vil de også berøre hvilke typer af misbrugsbehandling der tilbydes, hvad målet med misbrugsbehandlingen er (politisk) og hvilke love der regulerer arbejdsmarkedsindsatserne for personer med afhængighedsproblemer og misbrug.
Analysedelen skrives af forskere fra OsloMet og vil blandt andet søge svar på, hvilke metoder og indsatser indenfor social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet der har god effekt når det gælder denne gruppe af mennesker og hvilke anbefalinger der kan gives med baggrund i de nordiske baggrundsbeskrivelser når det gælder integrering på arbejdsmarkedet af voksne, der behandles for afhængighed eller misbrug.
Rapporten skrives på engelsk og forventes publiceret i slutningen af 2023.
Målgrupper
Projektets og rapportens målgrupper omfatter embedsmænd i ministerier, myndigheder, regioner og kommuner. Projektet henvender sig også til praktikere og øvrige personer, som arbejder indenfor behandlingen af afhængighed og misbrug.