Cannabiskontrol som set igennem magtens prisme

Narkotika

Kim Møller
Publicerad 23 nov 2012

Københavns Kommune vil gennemføre en ”kontrolleret dekriminalisering” af cannabis, men regeringen säger nej. Uenigheden illustrerer hvordan det er nærmest umuligt at finde en løsningsmodel som mindsker både kriminalitet och sundhedsproblemer. Kim Møller beskriver argumenten for og imod en dekriminalisering och diskuterar faktorer som påverkar politikernes synspunkter.

I Københavns Kommune diskuterer man stadig muligheden for at gennemføre et forsøg med ”kontrolleret dekriminalisering” af cannabis. Dette til trods for, at samtlige forhåndsmeldinger fra Christiansborg viser, at der ikke vil blive givet tilladelse til et sådan forsøg fra justitsministeriet. Justitsminister Morten Bødskov (Socialdemokraterne) forklarer, at det er de sundhedsskadelige aspekter kombineret med frygten lettere adgang til hash, der gør at man er imod forslaget:

”Sundhedsstyrelsen har blandt andet peget på øget risiko for angst- og panikreaktioner ved den enkelte hashrus, og længerevarende forbrug indebærer øget risiko for rygerlunger, psykiske sygdomme, forringet hukommelse og opmærksomhed. Lovlig hashhandel vil med stor sandsynlighed medføre et generelt øget forbrug af rusmidlet og dermed flere skader.” – Politiken, 22. november 2012.

Statsminister Helle Thorning Smith (Socialdemokraterne), er enig:

”Jeg går ikke ind for fri hash. Det kan jeg ligeså godt sige. Jeg har set, hvor farlig hash er. Jeg har set hashskader, og jeg er meget nervøs for hash i det hele taget. Regeringens politik er soleklar på det område. Regeringen går på ingen måde ind for fri hash.” – Ekstra Bladet, 13. november 2012

Her er det at det bliver spændende. Der var nemlig et par vågne journalister, som hentede et citat frem fra 2003 da Helle Thorning var leder for oppositionspartiet Socialdemokraterne. Dengang foreslog hun i et debatindlæg, at lave et pilotprojekt med lovlig salg af hash på Christiania:

“I stedet for at rive skure ned burde regeringen i samarbejde med christianitterne overveje, hvad man kan gøre for at komme den hårde kriminalitet til livs og salget af hårde stoffer. Jeg mener, at tiden er inde til at gennemføre et pilotprojekt med kontrolleret legalisering af cannabis. Hash skal så langt væk fra de kriminelle miljøer som muligt. Og hashsalget skal ikke fortsat finansiere rockerne.” – Ekstra Bladet, 8. maj 2003

Helle Thorning vedstår den dag i dag, at have skiftet holdning til spørgsmålet. Det er der intet odiøst i. Det pudsige med dette holdningsskifte består i hvor konsekvent netop holdningen til dette spørgsmål syntes at følges med alder og placering i den statslige sektors stillingshierarki. For eksempel har Københavns nuværende overborgmester Frank Jensen (Socialdemokraterne) undergået omtrent det samme holdningsskifte, blot med omvendt fortegn. Som justitsminister var Frank Jensen afvisende over for alle lempelser af hashkontrollen. Som overborgmester udtaler Frank Jensen:

”Mit perspektiv på emnet er et andet, nu når jeg har ansvar i lokalpolitikken. Nu har jeg fået en mere konkret indsigt. Hashmarkedet i København er kommet ud af kontrol og er en kilde til bandekriminalitet. Brugerne kan skaffe sig meget stærk hash, som giver psykoser hos nogle. Samtidig kan vi konstatere, at forbudspolitikken ikke virker efter hensigten.” – Politiken, 13. januar 2010

Det er illustrativt, at disse uenigheder udspiller sig internt i et enkelt politisk parti. Traditionelt har synet på cannabiskontrollen fulgt med partifarven. De venstreorienterede partier har været mere velvilligt indstillede over for Christiania, end de højreorienterede. Det var venstrefløjspartierne i Folketinget, der fik indført undtagelserne i forhold til cannabis indført tilbage i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne.

Liberale unge for cannabis

Undtagelsen til denne regel er de liberale strømninger i de borgerlige partier. Ikke uvæsentlige dele af det højreorienterede tankegods har individets frihed for statslige indgreb som vigtig politiske doktrin. I det danske Folketing ses dette især i partiet Liberal Alliance, mens det uden for Christiansborgs mure er et udbredt synspunkt i de borgerlige partiers ungdomsafdelinger. Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom kommer jævnligt med udmeldinger om, at det må være op til den enkelte selv, og altså ikke staten, at bestemme om de vil gøre skade på sig selv ved at ryge hash, ’Volenti non fit injuria’. Denne moralfilosofiske stillingtagen deles ikke at de ældre partimedlemmer på Christiansborg:

”(D)er er mange, der ikke ryger hash i dag fordi det er ulovligt, så ender vi – hvis vi legaliserer – med at dem, der i forvejen er socialt udfordrede, er dem, der bliver tabere. (…) Hvis bare hashrygerne ville lægge piben på hylden i seks måneder, så ville banderne ikke kunne finansiere deres krig.” – Tom Behnke (Konservative), Ekstra Bladet, 23. oktober 2009

Et svært dilemma

Der er mange modstridende samfundsmæssige hensyn, der skal tænkes ind i spørgsmålet om cannabiskontrollen. Tom Behnke citatet ovenfor illustrerer dette. På den ene side er vi interesseret i, at trække penge ud af det kriminelle marked, på den anden side er vi interesseret i, at beskytte de udsatte unge. Disse to mål er svære at forene. Dagbladet Børsen trykte i sommers en leder under overskriften Christianias selvmord, som opsummerer den liberale standpunkt og tilmed forklarer prismekanismen på sorte markeder:

”(D)en fare, man udsætter sig for med henblik på at opnå andre fordele som f.eks. nydelse – er i bund og grund en privat sag. Og såfremt man ikke kan acceptere dette principielle argument, skylder man et ordentligt bud på, hvordan man vil undgå de meget store ulemper, som kriminaliseringen afføder. (…) Den enkleste vej frem ville derfor være at afkriminalisere hash og dermed fjerne den profit, som banditterne kan score alene i kraft af forbuddet. Jo mindre forbud, jo lavere priser, jo mindre kriminalitet osv.” – Christopher Arzrouni, Børsen, 3. juli 2012.

Spørgsmålet er om det handler om alder eller ansvar? Når den politiske overbevisning skal omsættes til praksis bliver de idealistiske standpunkter tilpasset de politiske realiteter. For en ansvarlig politiker fra et lille land med en åben økonomi som Danmark, er det ikke rart at skulle forklare sine udenlandske kolleger hvorfor man igen går imod hensigtserklæringerne i de overnationale konventioner. På denne måde illustrerer uenighederne og de skiftende holdninger i spørgsmålet om cannabiskontrol noget mere alment. For at illustrere dette har jeg udskiftet ”unge” med ”politikere” og ”cannabisbrug” med ”fri hash” i det nedenstående citat:

”Teorierne om sociale roller forholder sig til, hvordan politikeren udvikler sin identitet. I takt med opløsningen af traditionelle samfundsmæssige roller er betydningen af en mere aktiv identitetsskabelse steget. De fleste politikere ser fri hash som knyttet til ungdomsperioden og finder, at fri hash i voksenalderen er uforeneligt med karrieredrømme og selvrealisering.” – Møller og Demant 2011: Unges påbegyndelse af illegalt rusmiddelbrug.

Det vi kan se ud fra de ovenstående citater er, at holdningen til cannabiskontrol syntes at hænge nøje sammen med alder og social status. På en måde har Helle Thorning-Smith og hendes justitsminister ret. Vi ved mere om de sundhedsskadelige virkninger af hash den dag i dag, end for ti år siden. Vi ved også at der er en statistisk sammenhæng mellem udbredelsen af forbrug og antallet af personer, der udvikler et behandlingskrævende misbrug. På den anden side vælger de at opprioritere den sundhedsfaglige forskning, der underbygger deres standpunkt. Fortalere for legalisering vælger til gengæld typisk at fokusere på den tilknyttede kriminalitet. Vi at bandekrigen i København og omegn i en ikke uvæsentlig grad er betinget af kampe om adgang til hashmarkedet. Her mener justitsministeren at disse kriminelle i tilfælde af en legalisering blot vil slå sig på andre former for indkomstgenererende kriminalitet. Det er grangiveligt korrekt, men der er forskel på hvor nemt det er at tjene penge på forskellige former for kriminalitet. Alt andet lige er hashhandel en relativt nem form for kriminalitet. Det udelukker ikke at vi kommer til at se en stigning i tasketyverier efter starten på et eventuelt forsøg med ”kontrolleret dekriminalisering”.

Min pointe med dette er at understrege, at der ikke er nogen løsning, hvor både sundheds- og kriminalitetsaspekterne reduceres. Tvært i mod vil det være mest realistisk at forvente at disse problemer peger i hver sin retning. Mindre kriminalitet følges med flere sundhedsproblemer og omvendt. Spørgsmålet udgør et dilemma, der er ikke nogen løsning. Hvordan man vælger sit standpunkt syntes til gengæld at være temmelig forudsigeligt. Desto tættere man identificerer sig med statsmagten, desto mere er man villig til at nedtone hensynet til den enkeltes friheder. Desto yngre og mere idealistisk man er, desto mere tilbøjelig er man til at fokusere på den enkeltes frihed til at gøre skade på sig selv på bekostning af overordnede samfundsmæssige hensyn til folkesundheden. Og i øvrigt også at ignorere, at justitsministeren skal forklare dette til sine internationale kolleger.

 

Kim Møller

 

Läs Kim Møllers tidigare inlägg Fri hash i Danmark om danskars attityder till cannabis.

FacebookXLinkedInEmailPrint