Børn og unges brug af nikotinprodukter i Norden
Folkesundhed
Nikotin er et stærkt afhængighedsskabende stof, som har flere skadelige effekter på børn og unge og kan påvirke både deres fysiske og mentale helbred.
Nikotin påvirker blandt andet hjernens udvikling, hvilket potentielt kan få konsekvenser for kognition, opmærksomhed, læring, humør og adfærd. Det er derfor af største vigtighed, at børn og unge beskyttes mod at blive afhængige af nikotin, uanset hvilken type nikotinprodukt det drejer sig om.
I de senere år er der blevet lanceret nye typer af tobaksfri nikotinprodukter på markedet, f.eks. elektroniske cigaretter og nikotin poser – såkaldt hvid snus. Mange af de nye typer af tobaksfri nikotinprodukter appellerer til børn og unge, men hvordan ser udviklingen i brugen af produkterne egentlig ud blandt denne målgruppe i Norden?
Det har været kendt i mange år, hvilken skadelig indvirkning tobaksbrug har på folkesundheden. Der er taget mange forebyggende og strukturelle initiativer for at begrænse brugen af tobak, både i de nordiske lande og globalt. Men hvordan ser det ud med lignende initiativer, når det handler om nye typer af tobaksfri nikotinprodukter?
Projektresultat
Projektet skal levere en rapport, som publiceres primo 2025, med det formål at kunne anvendes i det fortsatte tobaks- og nikotinforebyggende arbejde i de nordiske lande for at beskytte børn og unge mod at udvikle en nikotinafhængighed.
Rapporten vil prøve at besvare ovenstående spørgsmål og skal blandt andet fokusere på følgende:
- En kortlægning og analyse af udviklingen i brugen af tobaksfrie nikotinprodukter blandt børn og unge i Norden.
- Kortlægningen og analysen skal afklare, om der er en lignende udvikling i brugen af tobaksfri nikotinprodukter i alle de nordiske lande.
- En undersøgelse af, om der findes eksempler på indsatser i et eller flere af de nordiske lande, der har vist effekt i form af færre nye brugere af nikotinprodukter, som kan være inspiration til og spredes til de øvrige nordiske lande.
Flere relevante emner til rapporten kan komme til under projektets udvikling.
Nordens Velfærdcenter samarbejder med Statens Institut for Folkesundhed under Syddansk Universitet om at skrive rapporten.
Målgruppe
Projektets og rapportens primære målgruppe er embedsmænd i ministerier, myndigheder, regioner og kommuner. Derudover henvender rapporten sig også til øvrige personer, som arbejder med og har interesse for børn og unges brug nikotinprodukter.
Rapporter
Folkesundhed
28 jan 2019
Smagstilsætningers betydning for brug af snus og e-cigaretter – med fokus på unge og Norden
Smagstilsætninger i tobak, e-cigaretter og røgfri tobak er noget der appellerer til de unge og de ikke-etablerede rygere. Smagst [...]