Indenfor de seneste 15-20 år er kontrol og disciplinære reaktioner i forhold til stofbrug i de nordiske fængsler blevet opgraderet. På samme tid er der også sket et øget fokus på behandlingsindsatser rettet mod stofbrug. Torsten Kolind beskriver hvordan diskussionen om behandling i fængsler ser ud i de nordiske lande.
Indenfor de seneste 15 år er der kommet et stadigt stigende fokus på at behandle stofbrugere i de nordiske fængsler. Dette er en tendens vi også ser i andre europæiske lande. Der er flere grunde til denne stigning, fx kommer der stadig flere stofbrugere i fængslerne. Opgørelser peger mod at halvdelen eller mere af de indsatte har stofproblemer i en eller anden grad. Og sammen med stofbrugere kommer også et stofmarked, der ofte kan give anledning til ganske store problemer i fængslerne. I et nyt nordisk forskningsprojekt ledet af Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet stilles der skarpt på denne udvikling. Her bliver det undersøgt, hvilke politiske begrundelser, der bruges for denne øgede satsning på behandling i fængsler, hvordan behandlingen konkrete implementeres og tilpasse i de enkelte fængsler, samt på de indsattes erfaringer med behandlingen.
Kontrol og rettigheder
I det seneste nummer af Nordic Studies on Alcohol and Drugs belyser fire artikler fra Danmark, Finland, Sverige og Norge hvordan stofbehandlingen er blevet argumenteret for i den politiske debat. Og der er både ligheder og forskelle.
|
Ser vi først på lighederne, er det tydeligt, at stofbehandlingen i fængslerne af politikerne skal ses i sammenhæng med den øgede satsning på kontrol og disciplinære reaktioner, der har fundet sted sideløbende de sidste 15-20 år. Hvor det fælles mål har været at reducere eller helt fjerne tilstedeværelsen af illegale rusmidler i fængslerne. Man har fx opgraderet brugen af urinprøver, der kan afsløre om indsatte har brugt rusmidler. Og man har skærpet de disciplinære reaktioner, der møder de indsatte der bruger eller sælger stoffer i fængslerne, fx hindrer man orlov eller prøveløsladelse. På samme måde som med kontrolindsatserne, mener man at behandling kan hjælpe med at mindske/forhindre brug af rusmidler og endvidere bidrage til at sikre ro og orden i fængslerne.
I den anden af den politiske argumentation for behandling ligger fokus på rettigheder. Det er blevet fremhævet, at indsatte skal have samme muligheder for behandling som andre borgere i samfundet eller som andre patienter i sundhedsvæsenet. Fx er der en behandlingsgaranti i danske fængsler og patientrettigheder i Norge.
Endvidere ser vi også i den politiske debat på området ønsker om at stofbehandling i fængsler skal tilrettelægges og styres professionelt som andre velfærdsydelser. De skal fx dokumenteres, evalueres og være brugerorienterede. Uanset praksis på området har det været vigtigt at signalere fra politisk hold, at de nordiske kriminalforsorg er moderne og velstyrede offentlige institutioner.
Behandling eller rehabilitering?
Men der er også forskelle imellem de nordiske lande i den politiske debat på området. Fx kalder man ikke indsatserne i de norske fængsler rettet mod stofbrugere for behandling, men derimod for rehabilitering. Og denne forskel er vigtig i Norge, da man mener at behandlingen skal foregå udenfor fængslerne. Forskellen er interessant, da det også var officielt politik i de andre nordiske lande i 70erne og 80erne at fængslet ikke skulle opbygge behandlingstilbud indenfor murerne. Dette blev så pludselig forandret i midten af 90erne, dog ikke i Norge. En anden interessant forskel er at mens indsatsen rettet mod stofbrugere (behandling/rehabilitering) er steget i op i gennem 00erne i Sverige, Norge og ikke mindst Danmark, så vi stigningen i Finland i 90erne, hvorefter man faktisk har set et fald og en efterfølgende stabilisering af antal indsatte i behandling.
Det er dog vigtigt at være klar over, at den politiske debat på området ikke nødvendigvis afspejler sig direkte i praksis i de enkelte fængsler. Dette vil være fokus for anden del af dette forskningsprojekt.
Torsten Kolind
