Nordisk netværk for komplekse velfærdsydelser
Handicap
Netværket udgør en arena på statsniveau i de nordiske lande for refleksion, diskussion og videndeling om strukturelle løsninger på vilde problemer om strukturering og koordinering af komplekse velfærdsydelser.
Den nordiske velfærdsmodel står over for en række udfordringer, og en af disse handler om at sikre tilstrækkelige og helhedsorienterede velfærdsydelser. Velfærdssystemet er komplekst og kræver samarbejde og koordinering på tværs af sektorer.
Diskussionerne i netværket har et brugerperspektiv og ser derfor på, hvordan systemer og strukturer fremmer og hæmmer helhedsorienterede indsatser. Hovedudfordringen i netværket handler således om organisering, ansvar, koordinering og samarbejde mellem stat, regioner, amter, kommuner eller andre lokale myndigheder.
I november 2025 præsenterede netværket en kortlægning af komplekse velfærdsydelser. Resultatet var et fælles nordisk udfordringsbillede, der på flere systemniveauer undersøgte de nordiske landes koordinering af komplekse velfærdsydelser til de borgere, der er mest udsatte. Overordnet set viste kortlægningen, at velfærdssystemerne i de nordiske lande har de samme strukturelle udfordringer med at tilbyde helhedsorienterede løsninger til borgerne.
Find kortlægningen her: Complex welfare services in Nordic countries
Som en del af kortlægningen har netværket produceret en film med en brugerrejse gennem det komplekse velfærdssystem:
Netværket har i sin første fase (2023–2025) afviklet to netværksmøder i Reykjavik i oktober 2023 og i Thorshavn i maj 2025. Derudover var netværket vært for et netværksseminar i København i november 2025, hvor kortlægningens resultater blev præsenteret, og hvor en række oplæg bidrog til diskussionerne af, hvordan vi bedre kan håndtere kompleksiteten i de nordiske velfærdssystemer.
Find optagelser af oplæggene fra seminaret her.
I netværkets anden fase (2026–2028) er det målet, at netværket videreudvikles til et læringsorienteret samarbejde. Med afsæt i de fem centrale fund i det fælles nordiske udfordringsbillede vil netværket fremadrettet fungere som en platform for læring og udvikling på tværs af de nordiske lande med henblik på at bidrage til konkrete forbedringer af landenes velfærdspolitiske praksis og forvaltning på de udpegede områder. Det forventes, at der afvikles et netværksseminar åbent for eksterne gæster i efteråret 2028.

Foto: Anja Bergersen