Sammen er vi svagest

Af Anika Liversage, seniorforsker, etniske minoritetsstudier VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Som så mange andre arbejder jeg i disse uger hjemmefra. Sammen med kolleger fra Aarhus Universitet er jeg som afslutning på et forskningsprojekt i gang med at skrive en bog. Emnet er omsorg for ældre indvandrere, og netop ældres situation har fået øget aktualitet med corona-krisen – for det er primært ældre, som dør af COVID-19, især når de også har underliggende sygdomme.

For at undgå smitte skal ældre og sårbare holde afstand. I Storbritannien råder man folk over 70 år til at selv-isolere sig. Men for eksempel ældre i pakistanske familier, der bor tre generationer sammen, kan dårligt følge det råd. Måske kan udvidede familier også være med til at forklare, hvorfor flere personer med somalisk baggrund er døde i Stockholm. I forlængelse heraf advarer professor Morten Sodemann fra Indvandrer- medicinsk Klinik i Odense om det store smittepres, der kan opstå i socialt udsatte etniske minoritetsfamilier: Her bor mange på lidt plads, og tit er det også med børnebørn. Hvordan skal de ældre så kunne beskytte sig?

For uanset at praksisser med udvidede familier ændrer sig efter migration til Vesten – ligesom det også ændrer sig i oprindelseslandene, når folk eksempelvis flytter fra land til by – er det et faktum, at en del etniske minoriteter i Europa bor i store familier. Det ser vi på i vores projekt om ældre indvandrere. Her bruger vi registerdata til at belyse, hvor store andele af de 65- til 74-årige, som deler husstand med voksne børn.

De endnu upublicerede tal viser som udgangspunkt, at man kun sjældent bor sådan i den danske majoritet, hvor kun tre procent ældre bor med et voksent barn. Disse familier er heller ikke særligt store, for i over halvdelen af tilfældene bor man med en enkelt enlig søn – måske en, der har haft det svært med pigerne.

Anderledes ser det ud for ældre etniske minoriteter. I vores projekt ser vi på situationen for tre grupper af ældre. Dels ældre fra henholdsvis Tyrkiet og Pakistan – med rødder i den arbejdsmigration, som fandt sted omkring 1970. Og dels ældre arabiske flygtninge – personer med baggrund i landene Libanon, Irak, Syrien og Jordan. Da gruppen af ældre indvandrere og flygtninge stadig er ret lille, er der 1500-2300 personer i hver af disse tre grupper – færrest hos pakistanerne og flest blandt tyrkerne.

Med danske registerdata, hvor alle med lovlig bopæl i landet har et cpr-nummer, kan man opgøre, hvor mange der bor sammen med familiemedlemmer, og hvordan disse familier er opbyggede. At bo flere generationer sammen kendes fra oprindelseslandene. I et land som Tyrkiet ses det især i landområderne, hvor forældre langt overvejende bor sammen med en gift søn. Det giver både børnebørn i huset og en svigerdatter, som kan have et ganske stort ansvar i husholdningen. Denne boform kan være en vigtig måde at deles om ressourcer på. Den kan også sikre, at familien kan drage omsorg for de ældre i livets sene år – noget, der er meget vigtigt i et land med begrænset adgang til offentlig ældreomsorg. Den udvidede familie anses endvidere i dele af samfundet for at være et kulturelt ideal, som dog til dels hører en anden tid til: uddannelse, lønarbejde og et byliv i små lejligheder gør, at mange lever anderledes nu.

Vores tal viser forekomsten af udvidede familier i Danmark i 2018. For de tre grupper boede 14 procent af de ældre arabiske flygtninge, 22 procent af tyrkerne og hele 41 procent af de ældre pakistanere på den måde. I alle grupperne er andelene altså langt større end majoritetsbefolkningens begrænsede tre procent. Vi ser også, at hvor majoritetsdanskere primært bor sammen med enlige sønner, er den største enkelttype blandt ældre tyrkere og pakistanere at bo sammen med en søn, der har partner og/eller børn. Det drejer sig altså om ældre, der bor i den »ideelle type« af udvidet familie, hvor man får en svigerdatter med i husstanden. Men her er der ofte også børn – og så øges risikoen for smitte. Situationen er anderledes i den arabiske gruppe. Her bor de ældre primært sammen med enlige voksne børn – familier, som måske ofte opstår som en praktisk løsning for personer, der kan have mange vanskeligheder at slås med.

Uanset at voksne etniske minoritetsbørn ofte har et stærkt ønske om at hjælpe gamle forældre, kan det at bo i en udvidet familie handle om mere end bare et stort familiesammenhold. Det kan også handle om, at man dårligt har råd til andet. For ældre indvandrere og flygtninge er ofte fattige. Også her adskiller de sig fra majoriteten. Får man en fuld dansk folkepension, ligger man normalt over den hyppigt anvendte fattigdomsgrænse, som sættes ved 50 procent af medianindkomsten. På linje hermed er det også kun én procent af majoritetsdanskerne mellem 65 og 74 år, der kan betegnes som fattige. Anderledes er det for de etniske minoriteter, hvor cirka en femtedel falder i denne kategori. Det skyldes blandt andet, at en del ikke har optjent ret til fuld folkepension. Så kan man blive nødt til at bo mange sammen for at få enderne til at mødes. Det giver færre kvadratmeter per person, gør det svært at holde afstand, og så er vi tilbage ved coronaen og smittetrykket.

Boligforhold kan altså påvirke ældre etniske minoriteters risikoprofil i forhold til den nuværende pandemi. En anden udsathed handler om sprog – om man kan følge med i de mange informationer, som primært kommer ud på dansk. Og endelig er det ikke blot alder, men også kroniske sygdomme, som kan gøre COVID-19-forløb alvorligere for nogen. Her viser studier, at indvandrere fra eksempelvis Mellemøsten og Asien mere end dobbelt så ofte lider af diabetes som majoritetsbefolkningen, og at man i mange grupper også hyppigere har hjerteproblemer. Hvor meget – og hvor hårdt – COVID-19 kommer til at ramme forskellige dele af befolkningen, ved vi ikke endnu. Men der kan være god grund til at overveje, hvad man kan gøre for at sikre ældre indvandrere og flygtninge imod at blive særligt hårdt ramt.

Källa