Migranteksperter rådgiver ministerrådet om integration
Integration, Arbete, Migration & utveckling
20 jun 2023
16 integrationseksperter født uden for Norden og bosat i et nordisk land rådgiver Nordisk Ministerråd med idéer til, hvordan man bedst kan bygge bro mellem flygtninge og indvandreres behov og myndighedernes tiltag. I maj mødtes gruppen i København.
De er 16 i netværket. De er alle født uden for Norden og siden flyttet til et af de nordiske lande. Og alle 16 har ekspertviden indenfor flygtninge og indvandrer-området.
De 16 eksperter udgør Nordisk Migrant Ekspert Forum, som blev oprettet i marts 2022 til at rådgive Nordisk Ministerråd om aktuelle temaer, der omhandler en bæredygtig integration af flygtninge og indvandrere.
Det er desuden tanken, at netværket kan være et forum for udveksling af viden, metoder og erfaringer på tværs af de nordiske områder.
Bred ekspertise
Forummet rummer to repræsentanter fra hver af de otte områder i samarbejdet. Deres ekspertiseområder spænder særdeles bredt.
De har indsigter i social og samfundsrettet inklusion, fysisk og mental sundhed, uddannelse og arbejdsmarked, kulturpædagogik og fremmedsprogsundervisning og meget mere.
De har vidt forskellige faglige baggrunde og har det til fælles, at de alle har direkte erfaringer med ankomst og integration i de nordiske områder.
De 16 er præsenteret med profil og biografi her
Integration går begge veje
Fotoet til artiklen er fra netværkets møde i Nordens Hus i København i maj. Her deltog 11 af eksperterne i en todages konference, hvor man sporede sig ind på de politiske prioriteter, som er indlejret i Nordisk Ministerråds Vision 2030, herunder særligt ambitionen om at skabe et socialt bæredygtigt Norden.
– Integration handler om at skabe relationer mellem mennesker med forskellige baggrunde. Og integrationen går begge veje – både flertallet og mindretallet skal involvere sig og være villige til at lære og flytte sig, sagde et af medlemmerne af forummet, Ahmed Abdirahman, som er chef for og grundlægger af the Global Village Foundation i Sverige.
– Det er det mindset, jeg går ind i dette arbejde med og mine forventninger er, at forummet kan bidrage til at skabe tillid og interaktion mellem fællesskaber, folk og sektorer og gennem det bidrage til integrationen i Norden, sagde han.
Foto: Martin Thaulow