Det går fremad med integrationsindsatsen i kommunerne
Arbete, Integration
4 sep 2017
To- og trepartsaftalerne om integration begynder at virke. Det viser en evaluering af de første erfaringer med aftalerne, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har gennemført.
Det er regeringens ambition, at hver anden nyankommen flygtning skal i beskæftigelse efter tre år i Danmark. Det kræver en helt anden jobfokuseret indsats end hidtil.
Den tidligere V-regering indgik derfor i marts 2016 en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter og en topartsaftale med KL. Med aftalerne er integrationsindsatsen intensiveret og gjort mere jobrettet. Et centralt element i aftalerne var indførelsen af en ny integrationsgrunduddannelse (IGU), som kombinerer erhvervserfaring med undervisning.
Udlændinge- og Integrationsministeriet offentliggør i dag en evaluering af de første erfaringer med to- og trepartsaftalerne.
Evalueringen viser, at langt flere flygtninge nu bliver vurderet som jobparate. I juli 2017 blev 72 pct. af nyankomne flygtninge og familiesammenførte på ydelse således visiteret som jobparate. Da regeringen tiltrådte for to år siden, var det kun tre pct.
Også IGU’en har fået luft under vingerne. Landet over har virksomheder i mange forskellige brancher oprettet IGU-stillinger, og der er dags dato registreret 867 IGU-forløb siden starten i sommeren 2016.
Samtidig kommer flere flygtninge i beskæftigelse. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 27 pct. af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge med tre års ophold var i lønmodtagerbeskæftigelse i november 2016. Året før var tallet kun 20 pct.
Derudover har hovedparten af de medvirkende kommunalchefer svaret, at der siden 1. juli 2016 er etableret flere samarbejder med virksomheder for at få nytilkomne i virksomhedsrettede tilbud og ordinære job.
Udviklingen glæder udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg:
“Regeringen skruer på alle håndtag på samme tid: Stram asylpolitik, klare incitamenter til at arbejde og en integrationsindsats med entydigt fokus på det, der virker: job. Det er de initiativer, som nu er med til at trække integrationen i den rigtige retning. Jeg vil gerne takke kommunerne og virksomhederne for at tage deres del af ansvaret for, at mange flere flygtninge er kommet i job.”