1.500 flygtninge har indgået IGU-aftale
Arbete, Utbildning
8 jun 2018
Integrationsgrunduddannelsen (IGU) for flygtninge runder i dag aftale nr. 1.500.
Vejen til at blive en del af det danske samfund går i høj grad gennem arbejde. Derfor søsatte regeringen og arbejdsmarkedets parter IGU-ordningen for knap to år siden for at få flere flygtninge tættere på arbejdsmarkedet.
Flygtning nr. 1.500, der har indgået en IGU-aftale, er blevet ansat som praktikant hos den østjyske virksomhed Løsning VVS i Hedensted. Her kan flygtningen få et kendskab til VVS-faget og en god mulighed for at tale dansk med sine nye kolleger og for at lære, hvordan man begår sig på en dansk arbejdsplads.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger:
”Jeg er meget tilfreds med, at der nu er indgået aftale med 1.500 flygtninge om at starte i et IGU-forløb. IGU-ordningen er en trædesten til at lære det danske arbejdsmarked, og dermed også det danske sprog og vores danske kultur, at kende. Det giver et godt afsæt for, at flygtninge hurtigt bliver selvforsørgende og bidrager til samfundet på lige fod med alle andre. Derfor skal også lyde en stor ros til både kommuner og virksomheder, som bærer en betydelig del af ansvaret for, at ordningen for alvor er kommet i gang.”
Siden regeringen trådte til i 2015, er beskæftigelsen blandt flygtninge og familiesammenførte til flygtninge steget fra 21 til 38 procent. Stigningen skal ses på baggrund af de aftaler – herunder IGU’en – som regeringen har indgået med arbejdsmarkedets parter og KL. Udover IGU’en er en tidlig virksomhedsrettet indsats blandt de redskaber, der skal få flygtninge ud på arbejdsmarkedet.
Relaterade nyheter
Integration
26 jun 2024