Fire af ti indvandrere fra Asien og Afrika oplever forskelsbehandling i Norge
Integration, Arbete, Bostad, Sociala insatser, Ukraina, Utbildning
26 jun 2024
Artikelsamling fra Statistisk sentralbyrå (SSB) i Norge gennemlyser status for indvandrerne og deres norskfødte børn på en lang række samfundsområder.
Der er en betydelig skepsis i den norske befolkning over for personer med muslimsk tro, og mange muslimer skjuler deres islamiske identitet for at undgå forskelsbehandling. Men de fleste finder alligevel let adgang til at udøve deres religion i Norge.
Sådan lyder opsummeringen i en af artiklerne i publikationen “Indvandrere i Norge 2023” fra Statistisk sentralbyrå (SSB), der står for at indsamle og bearbejde officiel statistik i Norge.
Lavere løn, men bedre tendens
Artikelsamlingen beskriver i 14 kapitler forholdene for indvandrere og deres norskfødte børn på en lang række områder samt deres integration i det norske samfund.
Den konstaterer, at indvandrere og deres norskfødte børn udgør en stadig større del af befolkningen, og de største grupper har oprindelse i Polen, Ukraine, Litauen, Syrien, Sverige, Somalia, Tyskland og Eritrea.
Artikelsamlingen fokuserer også på indvandrergruppernes deltagelse på arbejdsmarkedet, og den er mindre og lavere lønnet end blandt resten af befolkningen, men tendensen er, at forskellen til majoriteten er reduceret.
Hverdagsintegration
Samlingen dokumenterer desuden, at indvandrerne og deres børn selv ved højere indkomstniveau i lavere grad ejer deres egen bolig, er hyppigere på socialhjælp, oftere har brug for børneforsorgen og har en lavere deltagelse i valg end resten af befolkningen.
Et særligt kapitel i udgivelsen handler om det, som SSB kalder ’hverdagsintegration’.
Kapitlet fokuserer på de sociale og psykologiske aspekter ved integrationen. Og status er, at indvandrere har færre sociale netværk, lavere tillid til andre og deltager mindre i frivilligt arbejde. Deres norskfødte børn klarer sig bedre på de områder.
Svært at blive accepteret
På trods af en stærk følelse af tilslutning til Norge oplever mange indvandrere, at de ikke bliver accepteret som norske. Ensomhed er mere udbredt blandt indvandrere end i majoritetsbefolkningen.
Mange indvandrere har forladt deres venskabs- og familienetværk i oprindelseslandet, hvilket begrænser deres sociale netværk, konstateres det i samlingen. En ud af fire indvandrere angiver, at de ikke har venner udover andre indvandrere, mens norskfødte med indvandrerforældre omvendt oplever en bedre social integration.
Find artikelsamlingen her (på norsk)
SSB-undersøgelsen viser, at forskelsbehandling er en stor hindring for hverdagsintegrationen. Mere end fire af ti indvandrere fra Asien og Afrika samt muslimer føler sig dårligt behandlet på grund af deres etniske baggrund, hudfarve eller religion/livssyn. Følelsen er lige så udbredt blandt norskfødte med indvandrerforældre som blandt dem, der selv er indvandret.
Tallene anslår, at bemestring af sproget er en nøgle til hverdagsintegration. Indvandrere med gode sprogfærdigheder har flere venner i majoritetsbefolkningen, større tillid til samfundet, deltager mere i frivillige organisationer og føler mindre ensomhed.
(Foto: Mostphotos.com)
Relaterade nyheter
Utbildning
21 maj 2024