Fordrivelse og migration udløst af katastrofer, klimaforandringer og miljønedbrydning
23 aug 2023
Rapport: Klimaforandringerne er en global udfordring. De vil medføre forværrede levevilkår og tab af levebrød for mange lokalbefolkninger. Og behovet stiger for, at det internationale samfund forholder sig til klimarelateret migration.
Klimaforandringer blev i 2021 sat i forbindelse med fordrivelse af 23,7 millioner mennesker på verdensplan. Mens størstedelen af de berørte er internt fordrevne, er nogle tvunget til at krydse grænser og kan have behov for international beskyttelse.
Det europæiske migrationsnetværk (EMN), som har til formål at give EU-landene og offentligheden sammenlignelige oplysninger om migration og asyl, står bag rapporten Displacement and migration related to disasters, climate change and environmental degradation. Den perspektiverer, hvordan EMN’s medlemslande og en række OECD-lande uden for EU ser på klimarelateret migration, ligesom den berører, hvad øget internationalt samarbejde på området kan betyde.
I adskillige lande forskes der lige nu i problematikken, og en række projekter og initiativer er iværksat i flere lande. Men der findes ingen specifik lovgivning om klimarelateret migration eller særlige foranstaltninger til at modtage tredjelandsstatsborgere, hvis leveforhold bliver påvirket af klimaforandringer eller naturkatastrofer. Kun Italien har en national lovgivning, der rummer beskyttelse mod katastrofale naturbegivenheder, som også kan dække klimarelateret migration.