Kringlebakkemodellen – tidligt forebyggende indtegrationsindsats
Integrationshuset Kringlebakken er en NGO, der siden 1999 har arbejdet for at fremme inklusion, netværk og medborgerskab for marginaliserede kvinder og børn med etnisk minoritetsbaggrund i udsatte livspositioner.
Arrangör
Integrationshuset Kringlebakken
Sammandrag
Integrationshuset Kringlebakken er en NGO, der siden 1999 har arbejdet for at fremme inklusion, netværk og medborgerskab for marginaliserede kvinder og børn med etnisk minoritetsbaggrund i udsatte livspositioner.
Indsatserne arbejder ud fra målet om hjælp til selvhjælp, motivation og om, at være et springbræt til kommunens tilbud. Ikke mindst er formålet at bygge bro til samfundet ved at vende utryghed til tillid, viden og handlekraft i eget liv.
Kringlebakke-modellen arbejder ud fra tidlige, forebyggende og helhedsorienterede integrationsindsatser fra spædbørnsalderen. Kringlebakken er ligeledes fortaler for og med etniske minoritetskvinder og en anerkendt videns-aktør. Organisationen ligger i et udsat boligområde i det københavnske Nordvest kvarter, hvor ca. 60% af beboerne har ikke-vestlig baggrund.
Målgrupp
Målgruppen er marginaliserede kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i udsatte livspositioner enten familiesammenførte eller flygtninge i alderen 20-50 år og deres børn i alderen 0-3 år. Kvinderne rummes ikke i de eksisterende kommunale indsatser, da de er ægtefælleforsørgede og hjemmegående, er på barsel eller har sociale, psykiske eller helbredsmæssige udfordringer. En del er udsat for negativ social kontrol og partnervold.
Kvinderne er kendetegnede ved begrænsede danskkundskaber, svage sociale netværk, begrænset kendskab til og mulighed for at navigere i det danske system grundet manglende indsigt i deres rettigheder, lovgivning og kommunale tilbud. De fleste har lav tilknytning til arbejdsmarkedet, korte uddannelser og manglende erhvervserfaring, og befinder sig ofte i lavindkomstgruppen. Mange oplever racisme og stigmatisering.
Majoriteten af målgruppen er relativt nyankomne, andre har permanent opholdstilladelse. Børnene er kendetegnede ved ikke at være i ordinær daginstitution, og en del er ikke alderssvarende i deres udvikling, når de starter i husets Integrationsvuggestue. Derudover har vi tilbud til kvinder, der er længere i deres integrationsproces samt deres børn i alle aldre, herunder enlige mødre. Mange af disse kvinder er på kontanthjælp, integrationsydelse og en del er selvforsørgede. I 2023 var 259 unikke brugere med etnisk minoritetsbaggrund tilknyttet husets forskellige indsatser og aktiviteter.
Beskrivning av aktiviteten och förväntade resultat och effekter
Indsatserne er: undervisning i dansk sprog, kultur og samfund (Kursusgruppen), hvor kvinden kan have sin baby med, med tilhørende Integrationsvuggestue, der passer kvindernes børn fra 10 måneder til 3 år. Pædagogiske oplæg om forældre og børn og daginstitutionsliv, oplæg om rettigheder og sundhed for mor og barn. Besøg i Folketinget, vuggestue, sprogskole mm. Rådgivningsindsats: socialfaglig, pædagogisk og sundhedsfaglig. Jobindsats med uddannelses- og erhvervsvejledning, virksomheds- og uddannelsesinstitutions besøg. Netværksskabende aktiviteter – fredagscafe, husets fælles arbejdsdage, kulturfester og ture i ferierne for mødre og børn. Kringlebakkens have. Vi arbejder med brugerfrivillighed og 2 stillinger i Kringlebakken er springbrætsstillinger til tidligere brugere.
Kvinder og børn gå typisk i Kursusgruppe og Integrationsvuggestue mellem 1 måned og 1–2 år. De andre aktiviteter kan kvinder deltager i løbende, nogle med deres børn.
Resultater og effekter af indsatserne:
Styrker udsatte kvinders beskæftigelse og uddannelse, vidensopbygning, sprogtilegnelse og handlekompetencer.
Jobindsats: 35 % kom i ordinært arbejde eller videregående uddannelse i 2023. Indsatsen sikrer at udsatte kvinder kommer i job og uddannelse, forebygger at kvinder falder ud af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet og ender på kontanthjælp. Styrker samtidig deres børns muligheder for uddannelse og job. Forebygger at børn vokser op i fattigdom.
Rådgivningsindsats: 196 individuelle socialfaglige rådgivninger (2023), der bygger bro til det kommunale og afværge systemfejl sikrer hurtigere sagsbehandling og bedre kommunikation. Indsatsen forebygger boligudsættelser, fattigdom, mistrivsel og at kvinder fastholdes i dysfunktionelle ægteskaber.
Undervisning i dansk sprog, kultur og samfund herunder demokrati og rettigheder:
63 % af kvinderne fra Kursusgruppen kom videre på sprogskole eller i arbejde i 2023. (21 % på sprogskole og 42% på arbejde/tilbage på arbejde.) Kvinder springer et eller flere trin over, når de starter på sprogskole. 30% benytter Kringlebakken mens de er på barsel. 12% har mistet retten til danskuddannelse på sprogskole. Indsatsen sikrer sprogtilegnelse til kvinder, der har mistet retten til sprogskole, samt kvinder på barsel.
Tidlig indsats – styrker udsatte børns læring, trivsel og sundhed
60 % af børnene i Integrationsvuggestuen kom i daginstitution i 2023, heriblandt børn som ellers ville være blevet passet hjemme til børnehavestart. Ca. 75% af børnene er ikke alderssvarende motorisk og socialt ved start i Kringlebakken. Indsatsen sikrer at børn af isolerede mødre udvikler sig sprogligt, motorisk, socialt og psykisk og forebygger støttepædagoger og andre ekstra ressourcer i barnets videre institutionsliv.
Mødre styrkes i forældrerollen og får viden om børneopdragelse, daginstitutionsliv, familieliv og rettigheder
Pædagogiske og socialpædagogiske rådgivninger (266) og oplæg om rettigheder: Indsatsen sikrer at mødre får tryghed ved daginstitutionslivet, og bruger ny viden om børneopdragelse i hverdagen, sikrer kendskab til rettigheder og forebygger mistrivsel hos mødre og børn, forebygger vold i nære relationer og negativ social kontrol samt at børn vokser op i dysfunktionelle familier.
Styrker lighed i sundhed fra spædbørnsalderen og fællesskaber på tværs af kulturbaggrund, trivsel og livskvalitet:
Sundhed og netværk: Indsatsen styrker børns almene sundhedstilstand og forebygger fejlernæring, huller i tænderne og understimulering. Derudover forebygger indsatsen isolation og ensomhed og styrker trivsel og livskvalitet blandt etniske minoritetskvinder. 50 % af kvinderne, har intet eller lille netværk, og får skabt et netværk gennem Kringlebakken. Indsatserne forebygger fysiske og psykiske sygdomme og genindlæggelser i psykiatrien.
Teori och kunskap
Kringlebakke-modellen bygger på erfaringer med, at mange familiesammenførte og ægtefælleforsørgede kvinder lever isoleret fra samfundet, når de har små børn. En del familier benytter ikke de kommunale vuggestuer, da det enten ikke er tradition i deres hjemlande, af økonomiske årsager mm. Isolation og ensomhed kan føre til sygdom.
Metoderne bygger på frivillighed frem for tvang og restriktioner, og erfaringer med at en helhedsorienteret ressourcetilgang i arbejdet med mennesker virker, og bygger på empowerment teori og viden om styrken ved brugerfrivillighed.
Bygger på erfaringer med at tidlig integrationsindsats fra børnene er helt små skaber bedre betingelser for en vellykket integration, herunder viden om betydningen af tidlig sprogtilegnelse af dansk hos etniske minoritetsbørn og samtidig vigtigheden af at lære sine børn deres modersmål.
Indsatsen bygger på viden om negativ social kontrol og dens mekanismer. Derfor er huset kun for kvinder og børn, så også kvinder underlagt kontrol kan deltage.
Kompetenser
At drive en indsats som Kringlebakken kræver en tværfaglig personalegruppe bestående af pædagoger, underviser, socialrådgiver, socialpædagog og evt.akademiker. Af vigtige kompetencer: fleksibilitet, kunne arbejder i en ofte kaotisk hverdag, hvor ikke to dage er ens, tålmodighed, empati, kunne arbejde relationelt og være nysgerrig. Vigtigt at have adgang til supervision. Nye medarbejdere bliver oplært internt i organisationen.
We really enjoyed being part of the Kringlebakken family. A place we consider home away from home. I will always be grateful for the love and care shown especially to Daniel in Børnestuen. I saw him flourish and grow in confidence within a very short space of time. The love he received was overwhelming. It really ment the world to me. You guys are so amazing and are really doing a lifechanging job. Please know that what you do in Kringlebakken is more than a job. You are literally saving and changing lives with is highly laudable.
–Kvinde fra Kringlebakken.
Ekonomi
Integrationshuset Kringlebakken har en driftoverenskomst med Københanvs Kommunes Socialforvaltning, der dækker husets kernedrift. Andre indtægtskilder: fonde og puljer til nye projekter, medlemsindtægter, donationer og indtægt fra salg af bøger udgivet af Kringlebakken.
Det koster omkring 3 millioner at drive Kringlebakken om året. Omkostningerne går til lønninger, tolke, husleje og administrative udgifter, kontorhold, supervision, aktiviteter for kvinder og børn herunder transport, aktiviteter for frivillige og medarbejder udvikling, kurser og konferencer.
Utförarens bedömningar och deltagarnas syn
Initiativet er nyttigt. Vi ser kvinderne få handlekompetencer, og blive styrket som kvinder, mødre og samfundsborgere. De kommer frivilligt med spædbørn på armen, fordi de så gerne vil lære sproget og være en del af og bidrage til samfundet. De og deres børn kommer ud af isolation og ind i et fællesskab og får veninder. Kvinder kommer på sprogskole, i uddannelse og job.
Det virker rigtig godt:
- At være en NGO, der har kontakt til isolerede kvinder i udsatte livspositioner, som kommunen ikke kan nå og være bindeled og brobygger til det etablerede system
- At arbejde ressourceorienteret, se kvinderne som handlekraftige
- At skabe et trygt miljø, og møde folk ligeværdigt med tillid også når de ikke tror på sig selv, og samtidig stille krav.
- At se mennesket før systemet
- At arbejde med brugerfrivillighed som en del af en empowermentproces.
- At være det sikkerhedsnet, som kvinderne altid kan vende tilbage til.
- At være et hus kun for kvinder, hvor de må have deres små børn med. Det betyder at vi får fat på nogle af de meget isolerede kvinder.
- At lave en helhedsorienteret indsats, det får kvinder langt fra arbejdsmarkedet i job og udannelse.
De største udfordringer er den danske integrationslovgivning og politik, som rammer kvinder hårdest. Det kan være svært at hjælpe familiesammenførte kvinder udsat for vold i hjemmet, hvis de kun har været få år i landet. I disse tilfælde kan de ikke være sikre på at kunne beholde deres opholdstilladelse.
En anden udfordring er at skabe tillid til kommunale instanser, så som jobcentre, da nogle kvinder bliver sendt rundt i systemet og ofte ikke mødes med en ressourcetilgang.
Andre udfordringer: mødestabilitet i børnestuen, sårbarheden i at formidle til en Mor, at hendes barn har udfordringer. Ægtefællen kan modarbejde kvinden og kommunikation kan være udfordrende.
Kvinderne føler, at Kringlebakken er deres andet hjem, og de ser hinanden som søstre og familie. De glemmer ensomheden og savn af familie. De kan dele svære følelser med andre kvinder i samme situation. Det betyder meget for dem at lære mere dansk og få rådgivning og se at deres børn udvikler sig.
Socialt tilsynet fører løbende tilsyn med husets indsatser. Som en del af tilsynet udarbejder de en mindre brugerundersøgelse.
“Socialtilsynet lægger stor vægt på, at kvinderne føler sig godt behandlet, støttet og vejledt af medarbejderne, samt at der bliver draget stor omsorg omkring hver enkelt kvinde. Kvinderne oplever at de bliver mere motiveret og får større tiltro til egne evner, både i forhold til deres egen kunnen, til det danske sprog og den danske kultur, men også en tro på at kunne gøre flere ting selvstændigt og lysten til at danne nye relationer. Ligeledes oplever kvinderne at de får større viden om deres handlemuligheder i Danmark.” Socialtilsynsrapport 2022.
Derudover får vi tilbagemeldinger fra kvinderne og laver evalueringer med dem, når de stopper.
Utvärdering, studier och monitorering
Der er blevet lavet adskillige evalueringsrapporter af Kringlebakke-modellen:
- CASA 2006 Integration for kvinder – Evaluering af Kringlebakkens kursusaktivitet.
- HP evaluering 2009, Evaluering af Kringlebakkens Kursusgruppe og legestue – en virkningsevaluering af Kursusgruppen og legestuen, mål, metoder og effekter.
- Årsrapport 2023
- Social Tilsynsrapport Kringlebakken 2020
- Social Tilsynsrapport Kringlebakken 2022
Konklusioner fra Social Tilsynsrapport 2022:
”Social Tilsynet vurderer, at Kringlebakken gennem relevante tilgange og metoder, såsom deres egen Kringlebakkemodel, skaber øget trivsel og udvikling for den enkelte kvinde. Kvinderne beskriver selv hvordan de qua indsatsen i tilbuddet og det sociale samvær med de andre kvinder, har fået det markant bedre, både fysisk og psykisk. De beskriver det, som værende af stor betydning og livskvalitet, at der er et sted som Kringlebakken som de oplever som deres andet hjem og et lyspunkt i deres liv….”
”Det er socialtilsynets vurdering, at Kringlebakken understøtter kvindernes mulighed for at leve et så selvstændigt liv som muligt ved at inddrage kvinderne i samfundet, og oplyse dem om samfundets kultur, normer og lovgivning m.m”.
“Det er ydermere Socialtilsynets vurdering, at kvindernes læring og udvikling i det omgivende samfund også bidrager til kvindernes børns udvikling, hvorfor Kringlebakkens indsats rækker længere ud end kvinden selv, hvilket socialtilsynet anerkender og ser som særdeles positivt.
Børnene i børnestuen udvikler sig sprogligt og motorisk og kommer videre i daginstitution og deres mødre bliver trygge ved det danske daginstitutionsliv. Kvinderne øver sig i at deres børn sover udenfor, have regntøj og madpakker med, være til morgensamling, forældresamarbejde med husets pædagoger.”
”Det er også Socialtilsynets vurdering, at Kringlebakkens i den grad skaber gode resultater i forhold til at få kvinderne i enten uddannelse, job eller beskæftigelse. I det fremsendte materiale ses at 43 % af kvinderne fra sprogklassen efterfølgende er startet i uddannelse, beskæftigelse eller job, ligeledes ses det at 32% af kvinderne som har benyttet jobzonen er kommet i ordinært arbejde og uddannelse. (heraf 40% i deres første job).”
Lärdomar och spridning
Kringlebakke- modellen er og husets helhedsindsats ville godt kunne implementeres i andre dele af Danmark og andre lande, hvor der sidder isolerede kvinder med små børn, som ikke er i daginstitution og andre kvinder, der ikke er en del af samfund og fællesskab og kan nyde godt at en helhedsindsats. Det er endnu ikke afprøvet. Indsatsen kan godt opskaleres, hvis det kan lykkes at bibeholde den tætte kontakt til kvinderne, arbejde relationelt og at stedet føles hjemligt, trygt og som familie.
Det er vigtigt at identificere lokale ildsjæle, der i forvejen arbejder med målgruppen. Det er vigtigt at det er en uafhængig NGO, der fungerer som bindeled mellem borger og samfund og således kan bidrage til a skabe tillid til samfundet. Mange har mistillid til stat fra hjemlandet.
Vigtigt at det er et sted kun for kvinder, så det også er muligt at få fat på nogle af de meget isolerede kvinder, der er udsat for negativ social kontrol. Vigtigt at tage udgangspunkt i ressourcetilgangen og skabe et trygt rum på tværs af kulturer, hvor kvinder kan opnå tillid til deres ressourcer. Vigtigt at skabe nogle rammer, hvor kvinderne kan tage deres børn med, babyer i undervisningen og integrationsvuggestue, ellers har de ikke mulighed for at deltage. God ide at arbejde med brugerfrivillighed.
Kringlebakke-modellen, metoder, værdigrundlag og indsatser er beskrevet i bogen ”Kvinderne fra Kringlebakken” fra 2022. Den kan købes ved at skrive til info@kringlebakken. Vi sælger også to andre bøger “Verden Brænder” fra 2024 og “Fem kvinders fortællinger” fra 2019
Läs mer och kontaktinformation
- CASA 2006 Integration for kvinder – Evaluering af Kringlebakkens kursusaktivitet.
- HP evaluering 2009, Evaluering af Kringlebakkens Kursusgruppe og legestue – en virkningsevaluering af Kursusgruppen og legestuen, mål, metoder og effekter.
- Årsrapport 2023
- Social Tilsynsrapport Kringlebakken 2020
- Social Tilsynsrapport Kringlebakken 2022
Integrationshuset Kringlebakken
Tuborgvej 256-258, st.
2400 Kbh NV.
Kontaktperson: Leder Lisbeth Vibe Utzon
lutzon@kringlebakken.dk
0045 35840096
www.kringlebakken.dk
Texten har publicerats 3.12.2024