Avslutat
Fra flygtning til kollega – konference om en holdbar integration på arbejdsmarkedet
Arbete
Det går godt med integrationen af flygtninge i Danmark. Flere kommer i job, får en uddannelse og tager del i samfundet omkring dem i fodboldklubber, forældrebestyrelser og som frivillige lokalt. I dag er 43 procent flygtninge- og familiesammenførte en del af arbejdsmarkedet efter tre år i Danmark.
Foreningen Nydansker og Tænketanken Cevea inviterer til konference og spørger: Hvordan sikrer vi en integration, der kan holde også på sigt? Og hvem skal tage ansvar for, at vi gør det?
Lige nu ridder vi på en bølge af god økonomi og høj konjunktur. Virksomhederne gør brug af arbejdskraften, presset er taget af kommunerne og antallet af flygtninge, der kommer til Danmark er historisk lavt. Men vi ved også, at i nedgangstider er det sidst ind, først ud, og flygtninge udgør en særlig udsat gruppe, når tiderne skifter.
Skal vi undgå det, kræver det ambitiøse politiske løsninger og mod til at se længere end til næste valg eller meningsmåling. Og det kræver, at alle områdets aktører går sammen om at finde de bedste svar.
På dagen skal vi høre nærmere fra arbejdsmarkedets parter i LO og Dansk Arbejdsgiverforening – og fra civilsamfundet der med Marie-Louise Gotholdt, national chef i Dansk Røde Kors, byder velkommen indenfor. Vi skal høste konkrete erfaringer fra praksis sammen med Lasse Bjerregaard, leder af Beskæftigelse & Virksomhedsservice i Lejre Kommune og Andreas Fredslund, Office Manager i McDonald’s Arenfeldt.
Ikke mindst skal vi lære nyt, når Anna Karlsdóttir fra Nordregio fortæller om arbejdet med en langtidsholdbar integration i de øvrige nordiske lande.
Du kan se det foreløbige program for konferencen her