I dag lanceres det nye Nordisk Migrant Ekspert Forum, der har til formål at bygge endnu bedre bro mellem flygtninge og indvandreres behov og myndighedernes tiltag. Brobyggerne i denne sammenhæng er ekspertmedlemmerne af det nye forum. De får til opgave at bringe indsigter om udfordringer og løsninger frem i lyset for myndigheder og andre integrationsaktører i Norden. Eksperterne bidrager med et mangfoldigt vidensgrundlag, nye metoder, forskning og best practices i det nordiske samarbejde om integration. Den norske arbejds- og inkluderingsminister Marte Mjøs Persen glæder sig over tiltaget, som hun har store forventninger til:
– Med oprettelsen af Nordisk Migrant Ekspert Forum får de nordiske myndigheder og samarbejdsorganer et forum de kan henvende sig til for at få vurderinger og råd. Det er vigtigt for myndighederne at være i dialog med eksperter, der er tæt på de borgere, integrationsindsatserne er til for. Dette styrker vores vidensgrundlag og bidrager til at kvalificerer det nordiske samarbejde omkring integration. Derfor er jeg glad for oprettelsen af Nordisk Migrant Ekspert Forum og ser frem til nye indsigter og rådgivning, som vi forhåbentlig vil få fra ekspertforummet, lyder det således fra arbejds- og inkluderingsminister, Marte Mjøs Persen.