Knowledge bank for research and exchange of experience in the area of ​​integration in the Nordic region

Fire nye tiltag skal beskytte børn fra indvandrerfamilier imod vold og negativ social kontrol

Honour Based Violence

28 Jun 2021

Bredt politisk flertal er enige om en række initiativer, der skal være med til at sikre, at børn fra indvandrerfamilier får samme muligheder som etnisk danske børn.

En undersøgelse foretaget af VIVE blandt forældre til mere end 52.000 spæd- og småbørn viser, at når det gælder børn i familier, hvor begge forældre er indvandrere eller efterkommere, har mere end hvert tredje barn været udsat for hårdhændet opdragelse eller vold såsom dask, rusk, smæk eller slag inden for en periode af to måneder. Blandt børn med én eller to danske forældre er andelene henholdsvis 13,2 og 8 procent.

Ingen børn skal vokse op i hjem, hvor der er risiko for deres sikkerhed og udvikling. Derfor har regeringen nu indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance om en række initiativer, der blandt andet skal være med til at forebygge, at børn fra indvandrerfamilier vokser op i radikaliserede miljøer eller udsættes for negativ social kontrol.

Aftalen indeholder fire initiativer, der vil blive fremsat lovforslag om på den anden side af sommerferien:
Straffen for gentagen vold og for mishandling og grov vold begået mod et barn af en person i eller nært knyttet til barnets husstand skærpes med 1/3.

Endvidere skærpes vandelskravet i reglerne om permanent opholdstilladelse, så flere grove straffelovsovertrædelser end i dag kommer til at føre til udelukkelse fra permanent opholdstilladelse. Fremover vil en person således også blive udelukket fra at få permanent opholdstilladelse i Danmark, hvis vedkommende er idømt en ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om børnebortførelser, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, religiøse vielser af mindreårige og tildækningstvang.

Derudover udvides karensreglen for familiesammenføring med børn, således at der som udgangspunkt ikke kan gives familiesammenføring til et barn i en periode på ti år, hvis den herboende forælder eller dennes ægtefælle/samlever er idømt fængselsstraf for at sende et (andet) barn på genopdragelse i udlandet. Det betyder, at hvis en forælder idømmes fængselsstraf for at sende sit barn på genopdragelsesrejse til eksempelvis Pakistan, vil vedkommende som udgangspunkt ikke kunne få familiesammenført et andet barn her til landet de næste ti år.

Endelig indføres der sanktioner i ydelsessystemet for alle personer, der er straffet for vold eller grov vold mod børn i nære relationer. Konkret betyder det, at den nuværende karantæneordning for bandekriminelle udvides til også at gælde sådanne personer. Dermed vil en person dømt for vold eller grov vold mod børn i nære relationer i en treårig periode efter udstået straf højst kunne modtage kontanthjælp og visse andre ydelser på niveau med selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. Den dømte bliver desuden udelukket fra arbejdsløshedsdagpenge og visse andre ydelser i en karantæneperiode på tre år. Karantæneordningen vil gælde for alle uanset etnisk baggrund.

Nyhed fra uim.dk 

FacebookXLinkedInEmailPrint

Follow us on social media: