5. Børns ret til at deltage under kriser – nordisk analyse og anbefalinger

Kirsten Sandberg

Hva kan de nordiske land lære av pandemien?

De nordiske land reagerte på pandemien på forskjellige måter. Men alle landene gjorde ting som endret barns hverdagsliv.

Skolene stengte flere ganger i uker eller måneder og holdt timer på nettet. Barn mistet helt eller delvis fritidsaktivitetene sine. De hadde færre muligheter til å være sammen og var mye av tiden hjemme sammen med familien. Mange barn har fortalt at de lærte mindre, følte seg alene og ble deprimert. De var bekymret for familiens helse og inntekt, og de savnet besteforeldrene. Barn fulgte reglene for å stoppe viruset, men ikke alle voksne gjorde det. Det gjorde at barn stolte mindre på voksne. For noen barn ble ting lettere: når de var borte fra skolen, ble de mobbet mindre og følte seg mindre utenfor.

Noen barn var glade for å være sammen med foreldrene hjemme, særlig de mindre barna. Større barn savnet privatliv. Situasjonen ble verre etter hvert.

Barn som hadde det vanskelig hjemme, møtte ikke lærere og andre voksne som kunne oppdage dette og sørge for at de fikk hjelp.

Undervisning på nettet var bedre enn ingenting, og digitale verktøy ble mye mer vanlige. Men noen familier manglet wifi, datamaskiner eller nettbrett. Barn i fattige familier strevde med å holde følge med de andre.

Generelt var pandemien vanskeligere for barn som allerede hadde problemer enn for andre barn.

Likevel tok de voksne stort sett ikke hensyn til barns meninger og interesser når de traff avgjørelser. Verken skoler, kommuner eller de som driver landet, lyttet til barna. Mange barn fikk ikke barnevennlig informasjon om situasjonen.

Barns rettigheter og barnets beste

I begynnelsen var det ingen som snakket på vegne av barna blant dem som traff avgjørelser. Når skoler stengte og fritidsaktiviteter ikke fikk holde åpent, tenkte ikke voksne på hva som var best for barn. Barn som følte seg ensomme eller deprimerte, hadde ingen helsesykepleier eller skolepsykolog å snakke med. De møtte ikke andre voksne som kunne skaffe hjelp hvis de hadde problemer hjemme.

Barneombudene i de nordiske landene fortalte om barnas situasjon til dem som bestemte i landet. Etter hvert ble det mer snakk om barns rettigheter.

Barn må medvirke

Ikke alle voksne i de nordiske land skjønner hvor viktig det er å spørre barn før de treffer avgjørelser. Barn har få muligheter til å ta del i demokratiske prosesser.

Barns meninger ble sjelden hørt under pandemien. Det var ingen regler for å høre barn i en krise, heller ikke når det gjaldt å stenge skoler og andre alvorlige avgjørelser. Ungdomsråd og elevråd ble ikke spurt, heller ikke digitalt. Organisasjoner som jobber med barn, ble bare spurt av og til. Digitale kanaler for å spørre barn ble brukt mer i Finland og på Åland enn i andre land.

På sine egne skoler ble heller ikke barna spurt om hva de mente før de voksne bestemte ting. Mange barn følte seg hjelpeløse og utenfor.

Mange barn ville gjerne hjelpe landet sitt i en vanskelig situasjon. På Island var barn aktive i kampen mot pandemien. I Sverige var barn ivrige etter å være med på å stoppe smitten. Hvis voksne hadde vært klare over dette og gitt barn muligheter, kunne barn følt seg sterkere og mer inkludert.

Noen barn hadde det verre

Noen barn får ikke god nok omsorg av foreldrene eller blir skadet av dem. Når de var mer hjemme under pandemien, økte faren for at de ble dårlig behandlet. Dessuten møtte de ikke lærere og andre voksne som kunne hjelpe dem.

Tjenester for barn burde ha holdt åpent, men de som bestemte, tenkte ikke på det.

Barn som er lesbiske, homofile, biseksuelle eller trans, barn i fattige familier og barn med helseproblemer ble mindre inkludert enn andre barn. Barn selv ble ikke spurt om hvordan denne situasjonen kunne løses.

Informasjon til barn

Barn fikk ofte ikke viktig informasjon om pandemien eller hva som ble bestemt, eller informasjonen kom for sent eller var vanskelig å forstå. Dette skjedde mer for små barn og barn av minoriteter.

Følge opp etter pandemien

Pandemien endret livet til mange barn og unge. Under pandemien lærte de ikke så mye på skolen som de pleier. Livet deres var annerledes på mange måter og ofte vanskelig. Noen har fortsatt problemer i dag.

Det virker som de som bestemmer om viktige ting for barn og unge, har glemt dette. De burde fortsatt tenke på disse virkningene for barn når de avgjør ting om for eksempel kriminalitet, psykisk helse eller skolefravær.

Opfølgning efter pandemien

Pandemien ændrede livet for mange børn og unge. Under pandemien lærte de ikke så meget i skolen, som de normalt gør. Deres liv var anderledes på mange måder og ofte svært. Nogle har stadig problemer i dag.

Dem, der bestemmer over vigtige ting for børn og unge, ser ud til at have glemt det. De bør stadig tænke på, hvordan pandemien har påvirket børn, når de tager beslutninger om børn, der begår kriminalitet, børn, der har det svært psykisk, eller børn og unge, der stopper i skolen for tidligt. Vi beder landene om at gøre følgende:

Gør det, der er bedst for børn

Dem, der bestemmer i et land, skal gøre det, der er bedst for børn – også i en krise. Før voksne træffer beslutninger, skal de undersøge, hvordan beslutningerne vil påvirke børn. De skal lytte til børn og lade det, børnene siger, få betydning.

De skal undersøge, hvordan pandemien har påvirket børn, og hvad der er vigtigt for børn i en krise.

Voksne skal huske, at to år med pandemi stadig påvirker børns liv i dag.

I Norge og Sverige skal alle, der laver love og budgetter, undersøge, hvad der er bedst for børn, før de foreslår noget. Børneombuddet i Norge har lavet et onlinekursus om, hvordan man gør det.

På Åland mødtes dem, der bestemmer i kommunerne, under pandemien med organisationer, der arbejder med børn. Det kunne de gøre oftere.

I Island spurgte Børneombuddet børn, hvad de mente om pandemien. Der blev lavet en rapport om børnenes svar. Det gav dem, der træffer beslutninger, en bedre forståelse.

Nogle børn har brug for mere hjælp

Nogle børn kan have særlige problemer i en krise, for eksempel børn i familier med få penge eller børn med handicap. De børn skal have ekstra støtte.

Voksne skal lytte til børn

Skoler, kommuner og regeringen skal lytte til børn.

Der skal være klare regler for, hvornår og hvordan børn skal høres. Reglerne skal sørge for, at voksne lytter til det, børn siger, og tager det alvorligt. Reglerne skal også bruges i kriser.

Nogle børn har brug for støtte til at sige, hvad de mener. De kan være meget små, have et handicap eller tale et andet sprog.

I Åland holdt en organisation et møde for unge med handicap. Her talte de om, hvad de havde oplevet under pandemien, og om andre emner. Der blev lavet en rapport om det.

Dem, der bestemmer, skal bagefter fortælle børnene om beslutningen, og hvordan de har brugt det, børnene sagde.

Landene skal samle viden om, hvordan de spørger og lytter til børn, og dele den viden med hinanden. Børn skal også kunne sige deres mening online.

I Finland blev børn spurgt online om, hvordan skolen havde været for dem under pandemien. Mere end 58.000 børn svarede. Svarene blev brugt af dem, der lavede en ny lov.

De institutioner, der arbejder for børns rettigheder i de nordiske lande, bruger forskellige måder til at høre børn. I Finland mødes Børneombuddet med grupper af børn, der kaldes ”Unge rådgivere”. Nogle gange spørger Børneombuddet mange børn i telefonen om, hvad de mener om ting, der vedrører dem. Det kaldes et ”børnebarometer”. Børn er også blevet inviteret til at tegne, male eller skrive om deres liv under pandemien.

I Sverige havde Sveriges Elevkårer hver uge møder med dem, der bestemte over undervisningen.

På Åland samlede dem, der bestemte, mennesker i grupper for at tale om vigtige ting under pandemien. To af møderne var for unge.

Alle lærere, socialrådgivere, læger, politibetjente og andre skal lære, hvordan man taler med børn og tager dem alvorligt.

I Danmark lavede dem, der bestemte på sundhedsområdet, materialer til skoler og forældre, som skulle hjælpe dem med at tale med børn om Covid-19.

I Norge har Børneombuddet lavet et onlinekursus, der lærer voksne, hvordan de taler med børn.

Unge har vigtige idéer og erfaringer, som voksne kan bruge. Når unge får lov til at være med, kan de opleve, at voksne lytter til dem, og at det, de gør og siger, kan ændre noget. I en krise kan unge for eksempel hjælpe andre unge, besøge ældre eller løse andre opgaver.

Børn har brug for information

Børn skal have information for at kunne finde ud af, hvad de mener, og forstå, hvad der foregår. Information til børn skal være klar og enkel, så børn kan forstå den.

I en krise skal landene give information direkte til børn og til deres familier. Informationen skal findes de steder, hvor børn ser og hører information, for eksempel på nettet, i apps eller på tv, og den skal findes på forskellige sprog.

I Sverige findes hjemmesiden Lilla Krisinfo, som fortæller børn om kriser og andre ting på en måde, de kan forstå.

I Danmark er DR Ultra et medie til børn og unge. Under pandemien lavede DR Ultra programmer, hvor børn kunne stille spørgsmål til eksperter om Covid-19.

Skole og sundhed

Skoler skal så vidt muligt holdes åbne. Landene skal have mulighed for undervisning hjemme over nettet til børn, der ikke kan komme i skole.

Børn skal kunne få fat i sundhedsplejersken, også i en krise. Hvis børnene ikke er i skole, skal skolen fortælle dem, hvordan de kan få fat i sundhedsplejersken. Det samme gælder psykologer og andre voksne, som kan hjælpe.

Når børn skal testes eller vaccineres, skal voksne tænke over, hvad der fungerer bedst for børn.

I Grønland fandtes hjælpelinjen Tusaannga. Under corona kunne børn også ringe dertil med spørgsmål om corona.

I Island blev børn testet for Covid-19 et andet sted end de voksne. De blev ikke vaccineret på skolen, fordi skolen skulle være et trygt sted.

Det, børn laver i deres fritid

Børns fritidsaktiviteter skal så vidt muligt holdes åbne i en krise. Hvis et land vil lukke eller begrænse aktiviteter for børn, skal det først tale med organisationer, der arbejder med børn. Hvis aktiviteterne alligevel bliver lukket eller begrænset, skal landene forklare børn, hvordan de stadig kan lave sjove ting sammen med deres venner.

Børn skal kunne klage

Børn skal kunne klage, hvis de mener, at deres rettigheder ikke bliver respekteret. Børn skal vide, at de har den mulighed, og forstå, hvordan de gør.

De nordiske lande skal hjælpe hinanden

Det er let for mennesker at rejse mellem de nordiske lande, og landenes regeringer mødes hele tiden. De nordiske lande samarbejder allerede om mange ting. De mennesker, der arbejder for børns rettigheder i Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland, har skrevet den her bog sammen.

Men under pandemien fandt hvert land næsten alle løsninger på egen hånd. Når ét land fandt en god måde at gøre noget på, hørte de andre lande ofte først om det længe efter.

De nordiske lande skal sammen:

Blive enige om, at de også vil beskytte børns rettigheder under en krise. Mødes og fortælle hinanden, hvad der virkede, for eksempel hvordan man kan høre børn.
Blive enige om en måde at undersøge, hvad beslutninger betyder for børn.
Sammenligne landenes planer for, hvad de skal gøre i en krise, og lave fælles nordiske planer. Sørge for, at børn stadig kan rejse til et andet nordisk land, hvis de har brug for at se deres mor, far, bror eller søster. Stille børn i alle de nordiske lande de samme spørgsmål og sammenligne svarene.
Samarbejde om at give børn information, de kan forstå, hjælpe børn, der har det dårligt, og hjælpe familier med få penge.

De nordiske lande vil gerne samarbejde tæt og hjælpe hinanden. Det skal børn også kunne mærke, især når der sker noget svært.

Hvis du har brug for hjælp, kan du tale med en voksen, du stoler på. Du kan også kontakte BørneTelefonen på 11 61 11 eller finde BørneTelefonen på bornetelefonen.dk.