2. Indledning
Nogen besluttede det
I foråret 2020 lukkede skoler i hele Norden. Fodbold stoppede. Musikundervisning stoppede. Ungdomsklubberne låste dørene. Børn blev hjemme i flere uger og i nogle lande i flere måneder.
Nogen besluttede alt det.
Det var ikke én person, der besluttede det hele, og det var ikke for at være ond. En ny sygdom, der hed Covid-19, spredte sig i hele verden. Det var en ny sygdom, og i starten vidste man ikke, hvor farlig den var. Derfor prøvede regeringerne at få færre mennesker til at blive smittet. Det gjorde de blandt andet ved at sørge for, at mennesker ikke var så meget sammen. Sådan var det i perioder i omkring to år. Derefter sluttede det, og det meste blev, som det havde været før. Hvis du var lille dengang, kan det være, at du ikke husker ret meget af det.
Men hver eneste af de beslutninger handlede om børns liv. Og næsten ingen steder var der nogen, der spurgte børnene først.
At blive hørt er ikke en tjeneste
Næsten alle lande i verden har skrevet under på en aftale om børn. Den hedder FN’s Børnekonvention. Den siger blandt andet, at du har ret til at sige, hvad du mener om alt det, der har betydning for dig – og at de voksne skal tage det, du siger, alvorligt. Ikke bare lytte. Tage det alvorligt. Det næste kapitel handler om den ret, og hvad den kræver af de voksne.
Men der skal flere ting til, før børn virkelig bliver hørt. For fire ting skal være opfyldt, før retten for alvor betyder noget:
- der skal være et sted, hvor du kan sige din mening,
- du skal kunne sige den på din egen måde,
- der skal være nogen, som faktisk lytter, og
Det sidste er det, de voksne ofte glemmer. Hvis du først bliver spurgt, efter beslutningen er truffet, er du ikke blevet hørt. Hvis du bliver spurgt af en person, som ikke kan ændre noget, er du heller ikke blevet hørt. Begge dele skete tit under pandemien.
Når børn bliver hørt, kan det ændre noget
Det kan faktisk ændre noget, når børn bliver hørt. Ikke altid – men det er allerede sket her i Norden.
I Finland siger de regler, som dem der laver lovene skal følge, at de altid bør spørge børn, når en ny lov vil få betydning for børns liv.
I Island gjorde Børneombuddet opmærksom på, hvordan børn blev testet. Derefter blev børn testet et andet sted end de voksne. De kunne komme længere frem i køen, og de mødte voksne, som var særligt udvalgt til at teste børn.
På Åland talte man under pandemien om skolemad og om, hvordan hjemmeskole på nettet skulle fungere. I 2021 blev loven ændret, så reglerne er tydelige næste gang.
Unge har også været med til at skrive denne bog. På et møde i Helsinki og på en workshop fortalte de, hvad de syntes var vigtigst – Deres idéer er derfor med i bogens råd til de voksne.
Det skete ikke, fordi de voksne pludselig fik lyst til at være flinke. Det skete, fordi nogen sagde deres mening, og fordi voksne, der kunne ændre noget, lyttede.
Hvad skal bogen bruges til?
Men for det meste var det ikke sådan. Børn blev holdt uden for beslutninger om deres egen skole, deres egen fritid og deres eget helbred. Mange børn fulgte reglerne nøje, mens de så voksne bryde dem, og bagefter stolede de mindre på de voksne. De børn, som allerede havde det svært, fik det sværest.
De voksne, der arbejder for børns rettigheder i Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge, Sverige og Åland, har skrevet denne bog sammen. De mener, at det er vigtigt at være klar, når der en dag kommer en ny krise.
I denne bog kan du læse om, hvad din ret til at blive hørt egentlig betyder, hvad unge selv mener, hvad vi beder de voksne om at gøre, og hvad der skete under pandemien i dit eget land og i de andre lande. Først kommer den del, som er den samme i alle landene. Derefter kommer kapitlet om dit eget land og så kapitlerne om de andre lande.
Du behøver ikke læse det hele, og du behøver ikke læse det i rækkefølge.
